Trailer offentliggjort til Julemandens Datter

Holdet bag ‘Ludvig og Julemanden’ og ‘Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte’ er klar med en ny julefilm, der har premiere i biograferne den 8. november.

Denne gang er det Martin Buch, der prøver kræfter med rollen som julemand, mens Mia Lyhne spiller hans kone og 12-årige Ella Testa Kusk spiller hovedrollen som julemandens datter Lucia.

Traileren til ‘Julemandens Datter’, som den nye film hedder, er netop blevet offentliggjort.

Foto: Deluca Film

Verdens første kvindelige julemand

Oppe i Grønland bor den 12-årige Lucia med sin mor Claudia og sin far Julius, bedre kendt som julemanden. Lucia går på den internationale julemandsskole, og vil så gerne være julemand. Det må hun bare ikke, for det er kun drenge der får lov til at gå i julemandsklassen.

Det synes Lucia er uretfærdigt, mens hendes far Julius synes, at hun skal følge traditionerne og blive som sin mor. Da Lucia fortsat protesterer, giver Julemandsskolen hende én chance for at bevise, at hun kan være en ligeså god julemandselev som drengene.

Foto: Deluca Film

Hun skal opfylde menneskedrengen Alberts største juleønske: At hans far, der er ramt af en mystisk sygdom, bliver rask. Da det går op for Lucia, at Alberts far er blevet smittet af den ondskabsfulde Krampus, indser hun, at hun skal løse en næsten umulig opgave.

Hun bliver nødt til at fange Krampus, for at gøre Alberts far rask igen. Lucia rejser ned til Danmark for at finde Krampus, og nu starter et forrygende juleeventyr, som går over stok og sten, da det viser sig, at andre også jagter Krampus.

Samme forfattere som Ludvig og Julemanden

Manuskriptet til ‘Julemandens Datter’ er skrevet af De Nattergale-medlemmet Uffe Rørbæk og Phillip LaZebnik, der også skrev manuskriptet til ‘Ludvig og Julemanden’ og ‘Emma og Julemanden’.

Udover de tre hovedrolleindehavere medvirker blandt andre også Nikolai Kopernikus, Ulf Pilgaard, Kristian Halken og Mette Horn i den nye film.

TV MIDTVEST besøgte optagelserne til spillefilmen i november sidste år. Se indslaget HER