DR’s nye julekalender har skiftet titel

Foto: DR

Årets julekalender på DR 1 har fået ny titel.

Under optagelserne har julekalenderen heddet ‘Thannanaya’, der er navnet på det magiske eventyrland, som serien handler om – men nu er titlen blevet ændret til ‘Theo og Den Magiske Talisman’.

Det er meget normalt, at tv-serier skifter titel i løbet af produktionen. Sidste års julekalender på TV 2 hed for eksempel først ‘Juleeventyret’ – men skiftede senere navn til ‘Tinkas Juleeventyr’. Tv-serien ‘Arvingerne’ hed oprindeligt ‘Arven efter Veronika’.

Theodor vil redde sin morfar

Årets julekalender handler om drengen Theodor, der rejser til det magiske land ‘Thannanaya’ for at forsøge at redde sin morfar Harald fra at dø. Han bliver drillet af de andre elever i hans klasse, og derfor er Harald faktisk hans eneste rigtige ven.

På rejsen får han selvskab af pigen Simone, der lige er begyndt i hans klasse. Simone har et hemmeligt ønske om selv at hente nogen, hun har elsket, hjem til livet igen. Theodor og Simone bliver hvirvlet ind i et magisk eventyr, da de bliver stillet overfor nogle sjælerensende prøver i Thannanaya.

Nikolaj Coster-Waldaus datter på rollelisten

Hovedrollerne som Theodor og Simone bliver spillet af Kian Khalili og Safina Coster-Waldau. Sidstnævnte er datter af den kendte skuespiller Nikolaj Colster-Waldau.

Morfar Harald bliver spillet af Bjarne Henriksen, og derudover er også Nicolas Bro, Sarah Boberg og Jens Jacob Tychsen med i julekalenderen.

Søg