Fortsættelse på vej til Det Store Eksperiment – med Bubber

Foto: Viaplay

Viaplay har besluttet at lave en fortsættelse til julekalenderen ‘Det Store Eksperiment’ fra 2016 – denne gang med Bubber og Sofie Gråbøl i hovedrollerne.

– Det er både en ære og en stor glæde at være med til at lave en julekalender, da man får muligheden for at skabe god underholdning, som kan være med til at slå den lange ventetid til juleaften ihjel. ‘Det Store Eksperiment’ har både drama, spænding og så er der en masse gåder, der skal løses undervejs. Jeg synes at det er sjovt at være med til at hjælpe børnene med nedtællingen til jul på en anderledes og mere begavet måde, siger Bubber.

Rejse i rummet

I den første sæson låste en ond og jaloux professor to unge talentfulde opfindere inde i sit laboratorium. For at undslippe professoren måtte børnene bruge deres kreative evner til at løse en række vanskelige gåder.

Nu har en ny ond professor med navnet Prima taget to nye unge opfindere til fange i et rumskib. Sammen med Bubber må de to børn gøre sit allerbedste for at overtage rumskibets kommandobro.

– Det Store Eksperiment er en unik, videnskabelig og underholdende julekalender, som tager børnene seriøst. Børn vil gerne se indhold, hvor de selv kan få lov til at tænke og finde løsninger, og de fleste forældre ønsker, at deres børn skal lære og blive oplyst, når de kigger på en skærm – Det Store Eksperiment er derfor en win-win-serie, som kombinerer videnskab og pædagogik på bedste og mest underholdende vis, siger Nanna Mailand-Mercado, der er Head of Originals hos Viaplay.

‘Det Store Eksperiment’ bliver produceret af Nexiko og bliver lavet i både en dansk, svensk og norsk version, der får eksklusivt premiere på Viaplay den 1. december.

Søg