Jul i Verdensrummet kommer på nettet i ny version

Foto: Bjarne Bergius Hermansen, DR

DR 2’s satirejulekalender fra 2006, ‘Jul i Verdensrummet’, kommer i år til at kunne streames gratis på hjemmesiden danskkulturarv.dk – men det bliver på en anderledes måde.

DR og har sammen med flere andre kulturinstitutioner lavet en ny version af julekalenderen, hvor seriens temaer bliver forklaret i et historisk perspektiv inden hvert afsnit.

Det kan lidt sammenlignes med optakten til ‘Jul i Gammelby’ i 1979, hvor Poul Thomsen hver aften åbnede en låge i en kæmpestor julekalender og derefter fortalte om ting fra gamle dage, der samtidig var med i dagens episode.

En dansk rumstation

‘Jul i Verdensrummet’ handler om elektrikeren Mark Henriksen, der har vundet en konkurrence om en uges ophold i rummet på den lille danske rumstation ‘Christian den 4’. Men under opholdet går firmaet, der står bag konkurrencen, konkurs – og nu er han strandet i det ydre rum.

Besætningen på rumstationen består af øverstkommanderende Allan Falk Nielsen, næstkommanderende Klaus Ricardo, den svenske biolog Monica Hertz, der studerer planters vækst i rummet, og den langtidsledige Gajol, der er med på ‘Christian den 4.’ som en del af et kommunalt aktiveringsprogram.

Rollerne i julekalenderen bliver spillet af Mick Øgendahl, Rasmus Bjerg, Jacob Riising, Jonas Scmidt og den svenske skuespillerinde Yasmine Garbi.

– Kalenderen foregår i et syret univers, og derfor fortjener den i sig selv et gensyn. Men bag enhver form for satire, er der noget, der har med virkeligheden at gøre, og serien viser samtidig hverdagshistorier om for eksempel julefrokoster, rygning, fremmede, der ikke hører til – samt meget andet, fortæller Louise Broch, der er informationsspecialist i DR Arkiv og Proces, og fortsætter:

– Det har DR og de øvrige kulturinstitutioner brugt til at dykke ned i arkiverne og forklare dagens handling i et historisk perspektiv. Det kan være ved at vise et klip fra en gammel dansk rumfilm fra 1918 eller fortælle historien om et maleri, som indgår i serien. Man får simpelt hen merværdi og en masse sjove detaljer, hvis man besøger Dansk Kulturarvs julekalender.

Kultursamarbejde

Bag ‘Dansk Kulturarv’ står DR, Det Danske Filminstitut, Det Kongelige Bibliotek, Nationalmuseet, Rigsarkivet, Statens Museum for Kunst, Kulturstyrelsen og mange flere.

Alle institutionerne har i de seneste år har fået digitaliseret en masse af deres arkivmateriale, så der er nemmere adgang til det. Senest har DR for eksempel fået digitaliseret en række gamle film, VHS-bånd, gamle programoversigter, pressebilleder og lakplader, og det er nogle af materialerne herfra, DR har bidraget med til de låger, som DR har stået for.

– Lågerne vil være tilgængelige hver dag lige over midnat på danskkulturarv.dk. Vi håber, at befolkningen synes, det er en sjov måde at formidle det historiske materiale på, og at det samtidig kan give et indblik i, hvad vi råder over, siger Louise Broch.

Søg