3,2 millioner til Tanzania fra Børnenes U-landskalender

Foto: Jens Honoré, SOS Børnebyerne

Næsten 130.000 danske familier købte Børnenes U-landskalender i 2016, og det kommer snart til at kunne mærkes blandt skoleelever i storbyen Dar es Salaam i Tanzania.

Her kan der nogle gange være op til 200 elever i en klasse, men det vil SOS Børnebyerne nu bruge kalenderpengene til at få gjort noget ved. Derudover vil organisationen også efteruddanne lærere, så de får kreativitet og leg ind i deres undervisning.

Udover overskuddet fra U-landskalenderen på 3,2 millioner kroner lægger Danida 5,6 millioner kroner oveni – og derfor er næsten 8,8 millioner kroner nu på vej til Tanzania.

Illustration: Nikolaj Danielsen, DR

Tilfreds trods tilbagegang

– Selv om der blev solgt cirka 15.000 færre U-landskalendere i 2016 end i 2015, blev overskuddet det samme – og det er et resultat, vi er stolte af i en digital tid med stigende konkurrence på markedet. Diverse julekalendere er væltet frem de seneste år med for eksempel chokolade- og slikkalendere, legetøjskalendere og meget andet. Trods det er der ikke voldsomme udsving i salget af Børnenes U-landskalender fra år til år, siger Thit Dyreberg, der er DR’s projektleder på U-landskalenderen.

En analyse, som DR Salg og Danida har lavet, viser også, at brugerne af Børnenes U-landskalender hverken synes den skal være digital eller nymodens. Det skal være en helt simpel lågekalender, som traditionen tro har hængt i de danske hjem siden 1962.

– Mange siger, de er vokset op med den, og det er også en af forklaringerne på, at forældre og bedsteforældre køber den til deres børn og børnebørn. Samtidig får vi faktisk stadig flere henvendelser fra butikker og kæder, der ønsker at sælge den, og det er vi selvfølgelig glade for, siger Thit Dyreberg.

Overskud til Burkina Faso i 2017

I år kommer overskuddet fra Børnenes U-landskalender til at gå til det vestafrikanske land Burkina Faso. Her vil organisationen Oxfam IBIS bruge pengene til at få børn fra nogle af de fattigste guldmineområder ud af minerne og ind i skolen, så de kan lære at læse, skrive og regne.

Flere af børnene i det fattige land bliver ikke undervist i dag, fordi de allerede i en ung alder bliver en del af jagten på guld.

I år er der for første gang blevet afholdt en konkurrence om at tegne U-landskalenderen. Konkurrencen blev vundet af 34-årige Martin Nebelong fra Vesterbro i København, og hans udgave af kalenderen bliver præsenteret til oktober.

DR og Danida har arbejdet sammen om udgivelsen af Børnenes U-landskalender siden 1962. I løbet af de 55 år har kalenderen samlet omkring 185 millioner kroner ind, som har forbedret forholdene for børn i Afrika, Asien og Latinamerika.

Sådan er det gået for Børnenes U-landskalender

ÅrLandAntalOverskud
2016Tanzania130.0003.221.000 kroner
2015Nepal145.0003.469.000 kroner
2014Zambia159.0004.780.167 kroner
2013Myanmar124.0002.970.000 kroner
2012Ghana159.0004.925.000 kroner
Søg