Julekalenderudstilling er flyttet ind på herregård

Arkivfoto fra DR's julekalenderudstilling på Nørre Vosborg i 2017

Morten Post, Magnus Tagmus, Anton med de revnede bukser og mange andre af de populære julekalender-stjerner har indtaget den gamle herregård Nørre Vosborg i Vemb ved Holstebro.

For femte år i træk er DR’s julekalenderudstilling på turné rundt i Danmark, og efter at have været i Brorfelde i 2012, på Koldinghus i 2013, i Den Gamle By i Aarhus i 2014 og på Post- og Tele Museum i København i 2015 – gør den i år stop i Vestjylland.

– Udstillingerne er forskellige fra år til år, men fælles for dem er, at de både indeholder gamle pap-julekalendere, velkendte dukker og masser af kostumer og rekvisitter fra alle årene. Vi er rigtig glade for at komme ud i hele landet og give børn og voksne en unik mulighed for at opleve tingene helt tæt på, siger Kasper Zederkof, der er projektleder på udstillingen.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Træd ind i dværgenes hus

På udstillingen kan man igen i år se de originale dukker fra Vinterbyøster, Jullerup Færgeby, Magnus Tagmus og Kikkebakke Boligby. Derudover er der også originale kostrumer og rekvisitter fra Nissebanden, Jul på Slottet, Pagten og Tidsrejsen – samt en komplet samling af alle de U-landskalendere, der nogensinde er udgivet.

Men som noget nyt i år er der også rekvisitter med fra DR’s nye julekalender ‘Den Anden Verden’. I kælderen på Nørre Vosborg har man nemlig genopbygget Dværgenes Hus, som mange børn vil komme til at stifte bekendtskab med i købet af december.

Foto: Svend-Vilhelm Mikkelsen

Derudover er en ganske særlig rekvisit dukket op fra DR’s gemmer. Ønskestenene fra ‘Nissebanden i Grønland’ har nemlig været væk i mange år, men i år dukkede de pludselig op under en oprydning på et af DR’s lagre, og nu står de i en montre på Nørre Vosborg.

Udstilling åbner den 18. november klokken 15 og kan derefter opleves frem til den 30. december. Fra Vemb er der i øvrigt kun ca. en halv times kørsel til museet Bundsbæk Mølle ved Skjern, hvor man for tredje år i træk vil kunne opleve de originale kulisser fra TV 2’s ‘The Julekalender’.

TV MIDTVEST har besøgt julekalenderudstillingen på Nørre Vosborg. Se deres indslag HER

Søg