Rytteriets Jul - Årets adventskalender på DR 2
 

1. november 2016    Tekst: Svend-Vilhelm Mikkelsen    Foto: DR

I slutningen af september blev det afsløret på Rytteriets Facebookside, at Martin Buch og Rasmus Botoft var i gang med optagelserne til en adventskalender med karaktererne fra Rytteriet - og nu har DR offentliggjort flere detaljer om projektet.

I 'Rytteriets Jul' er der gensyn med blandt andre John og Erik, Tulle og Else, Gunnar og Henry samt Tage, Lis og Ole, der denne gang har pakket sig selv ind i en gave - men der er også et par nye ansigter med.

For eksempel kommer vi til at stifte bekendtskab med den svenske korleder Gøran og lystløgneren Rikard, der er ekspert i dårlige vittigheder. Det hele bindes sammen af vært Nis Bank-Mikkelsen.

Foto: DR

Hylder julens afmagt og frustration

John sidder i en lænestol og skriver julekort til sin veninde Sonja. Han savner hendes fyldige barm, men kan ikke få sig selv til at skrive det. Han er jo gift med Tulle. Det er blot én af de scener man kan glæde sig til i advendtskalenderen.

- Man kan næsten regne ud, at julen ikke bliver tegnet som et glansbillede, når den kommer i hænderne på Martin Buch og Rasmus Botoft, siger Dorthe Riis, der er producent på adventskalenderen til dr.dk

Foto: DR

Hun forklarer, at de to herrer bag 'Rytteriet' i adventskalenderen hylder den afmagt og frustration, som den tvungne julehygge også ofte rummer.

- Julen er hyggens tid, men det er jo også ofte en tid, hvor ensomhed, bristede og uforløste drømme står ret tydeligt frem. Så det kommer til at gøre lidt ondt, men det er alt sammen kærligt ment, siger hun til dr.dk

Foto: DR

'Rytteriets Jul' består af i alt fire afsnit, der vil blive vist hver søndag i december klokken 21.00 på DR 2.

Læs også

  TV 2 Charlie genudsender Andersens Julehemmelighed

4. oktober 2016
     
  Færdig med optagelserne til Den Anden Verden

30. juni 2016
     
  Børnenes U-landskalender er på vej i handlen

3. oktober 2016