TV 2 Charlie genudsender Andersens Julehemmelighed

Foto: Minerva Film Video, TV 2

Putte, Åse, Tage, Frits, Julemand 39 og alle de andre er tilbage på skærmen, når ‘Andersens Julehemmelighed’ bliver genudsendt på TV 2 Charlie i december.

Nyheden kom frem under optagelserne til programmet ‘Legenderne’, som fire af skuespillerne fra julekalenderen gæstede forleden. Det skriver ugebladet Her & Nu.

– Det er dejligt, fordi den har været hemmelig i mange år. Vi møder alle sammen hele tiden folk, der spørger, hvornår den bliver genudsendt, men vi har ikke vidst noget, fortæller Søren Hauch-Fausbøll til Her & Nu.

Foto: Minerva Film Video, TV 2

Vil ikke fejre jul

‘Andersens Julehemmelighed’ er historien om den julefjendske Familien Andersen, der nægter at fejre højtiden som alle andre. Bare ordet ‘hjul’ kan få dem til at gå fuldstændig i koma.

Julemand 39 har ikke passet sit job ordentligt, og derfor har det øverste Julemandsråd besluttet, at han må tage sin julemandseksamen om. Som eksamensopgave skal han løse den gordiske knude, at få Familien Andersen til at fejre jul igen.

Hans assistent Frits bliver sendt ned til familien for at spionere. Først forklædt som gas- og vandmester, siden som natlæge og familiens savnede Onkel Klaus fra Australien.

Foto: Minerva Film Video, TV 2

Ventet længe på gensyn

Selvom fans af serien i flere år har efterspurgt et gensyn, har det ikke kunnet lade sig gøre på grund af rettighedsproblemer. Derfor kom serien også først på DVD i 2013.

– Vi har aldrig sagt, at den ikke måtte genudsendes. Der skete nogle ting, som vi ikke var herre over med rettigheder og alt muligt. Men det er dejligt, at den kan blive frigivet nu. Jeg er spændt på, hvad folk siger i dag – om det nye publikum tager den til sig, siger Søren Hauch-Fausbøll til Her & Nu.