Juleønsket – Et juleeventyr om engle og dæmoner

Juleønsket
Foto: Ian Hansen, TV 2

Tirsdag den 1. december er der premiere på TV 2’s nye familiejulekalender ’Juleønsket’. En julekalender, der er støvsuget for nisser og julemænd, men til gengæld handler om engle og dæmoner.

12-årige Julie har ét ønske til jul – at være sammen med hele sin familie juleaften. Udover Julie består familien af hendes far Karsten, der arbejder som ambulanceredder, mor Vigdis, der er læge på en skadestue, halvstoresøster Mie og lillebror Toke.

Men Julies ønsker ser igen ikke ud til at komme til at gå i opfyldelse. Både hendes mor og far skal arbejde 24. december, og Mie skal holde jul med sin mor i Sverige.

Foto: Ian Hansen, TV 2

Ønske bliver hørt af engle

Da Julie besøger den gamle nedlagte færgegrill i Nyborg, beslutter hun sig for at prøve et gammelt buddhistisk ønskeritual, som Mie har fortalt hende om. Hun tænder et lys og bliver ved med at gentage: “Jeg ønsker mig at holde jul med hele min familie”.

Ønsket bliver sendt afsted mod himlen, hvor det bliver hørt af engle. De giver den unge, rebelske engleaspirant Rafi opgaven, at få det til at gå i opfyldelse.

Rafi har været ulydig i engletimerne, og derfor bliver han som straf sendt til menneskenes verden og må ikke vende hjem igen, før han har fået Julies ønske til at gå i opfyldelse. Først skal han dog lige finde ud af, hvad det egentlig er, Julie har ønsket sig.

Foto: Ian Hansen, TV 2

Gammel dæmon truer menneskeheden

På jorden får Rafi dog hurtigt selskab af to andre engle – Gabi og Michael. De foregiver at være Rafis familie, men i virkeligheden er de på hemmelig mission for at bekæmpe en ældgammel dæmon, der truer med at kaste hele verden ud i kaos.

I løbet af december hvirvles Julie, Rafi og Julies bedste ven Willy ind i et fantastisk eventyr om mennesker og engle, om kampen mellem det gode og det onde, om familie og venskaber samt hemmeligheder og jul.

Foto: Ian Hansen, TV 2

Stjernespækket rolleliste

Rollerne som Julie, Rafi og Willy bliver spillet af Olivia Hillingsø, Jonathan Lindinger og Helmer Solberg. I voksenrollerne kommer vi blandt andet til at møde Esben Dalgaard, Signe Skov, Lærke Winther, Troels Malling, Allan Hyde, Johan Olsen, Sonja Oppenhagen, Morten Suurballe, Donald Andersen og Marijana Jankovic.

Ina Bruhn er hovedforfatter, mens Carsten Myllerup har instrueret. Julekalenderen er produceret af Cosmo Film, der også stod bag ‘Jesus og Josefine’ og ‘Jule i Valhal’

Søg