Trailer offentliggjort til Emma og Julemanden

Emma og Julemanden
Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca Film

Først kom Ludvig og Julemanden, så kom Tvillingerne og Julemanden og til november fortsætter eventyret om julemanden Nicolas i spillefilmen Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte.

Selvom der stadig er over en måned til, at den har premiere, er en trailer til filmen og nogle billeder nu blevet offentliggjort.

Lars Hjortshøj er tilbage i rollen som julemanden Nicolas, og Camilla Bendix spiller igen hans kone Julie.

De to børn Sofia Callesen og Malte Houe spiller rollerne som pigen Emma og elverdrengen Rod, mens Mille Dinesen er den onde Elverdronning ‘Slatten Langpat’.

Elverdronningen har også to håndlangere, der bliver spillet af Rune Tolsgaard og Esben Pretzmann.

TRAILER TIL EMMA OG JULEMANDEN – JAGTEN PÅ ELVERDRONNINGENS HJERTE

Hr. og fru julemand er blevet forældre

I Emma og Julemanden – Jagten på Elverdronningens Hjerte er Nicolas og Julie blevet forældre til en lille datter, men kort efter fødslen bliver barnet bortført af den onde Elverdronning ‘Slatten Langpat’.

I Viborg møder Nicolas og Julie pigen Emma, der ved en masse om elververdenen, og hun og elverdrengen Rod indvilger i at hjælpe dem, med at forsøge at få barnet tilbage.

De opdager dog hurtigt, at hvis det nogensinde skal kunne lade sig gøre, må de først finde Elverdronningens frosne hjerte.

Foto:  Per Arnesen og Martin Dam Kristensen, Deluca Film

Sagnet om Slatten Langpat

Elverdronningen, der går under navnet ‘Slatten Langpat’, er baseret på en gammel sagnfigur. Dronningen er hensunket i fysisk og følelsesmæssig forfald på grund af ulykkelig kærlighed til menneskekongen Erik Klipping for mange år siden.

I afmagt rev hun sit hjerte ud og skjulte det i jordens dyb, og hun forbød kærlighed i Elverriget for evigt. Lige siden har Elverriget været koldt og mørkt, men elvene drømmer om, at deres dronning får hjertet og glæden tilbage.

Foto: Martin Dam Kristensen, Deluca Film

Holdet bag

Manuskriptet til filmen er skrevet af Philip LaZebnik, Uffe Rørbæk og Jenny Lund Madsen, der også skrev manuskriptet til Ludvig og Julemanden, mens Søren Frellesen er instruktør.

Filmen er produceret af Deluca Film. Den har et budget på ca. 20 millioner kroner og får premiere i biograferne den 12. november 2015.

TV MIDTVEST besøgte optagelserne til spillefilmen i februar. Se indslaget HER

Søg