TV 2 dropper The Julekalender

Foto: Steen Linde, TV 2

Siden 2010 har TV 2 hvert år genudsendt ‘The Julekalender’, og forsøgt at gøre den til en tv-tradition på linje med Disneys Juleshow og 90 års-fødselsdagen:

– Det er vores Matador og vores 90 års-fødselsdag, og vi kommer til at sende den igen. Ikke kun i år – men også til næste år. Julen handler om traditioner, og The Julekalender er en tradition vi har med seerne, sagde TV 2’s tidligere programchef Palle Strøm i et interview i 2012.

Dalende interesse

Men i år kommer De Nattergales legendatiske julekalender ikke på skærmen. TV 2 har fået en ny programledelse, og de vil hellere satse på noget andet:

– The Julekalender er en rigtig stærk julekalender, som mange danskere elsker. Men den har været genudsendt mange gange i løbet af de seneste år, så nu tager vi en pause, fortæller TV 2’s nye kanalchef Lotte Lindegaard.

Interessen for julekalenderen har været nedadgående i løbet af de seneste fire år. I 2010 kunne den samle ca. 300.000 seere hver aften. I 2013 samlede den kun omkring 100.000 seere.

Kanalchef: Drømmer om at lave ny voksenjulekalender

Der kommer ingen voksenjulekalender i år på TV 2, og det er over 10 år siden, at der senest blev produceret en ny voksenjulekalender til kanalen. Men kanalchefen vil ikke afvise, at der engang igen vil komme nye voksenjulekalendere på skærmen.

– Der er ikke umiddelbart en ny voksenjulekalender på vej. Men jeg synes personligt, at det kunne være spændende at prøve at genoplive konceptet på et tidspunkt i fremtiden, hvis vi kan finde pengene til det. Jeg synes, vi har mange talenter på Zulu, som kunne være spændende at se i en julekalendersammenhæng, siger Lotte Lindegaard.