Dem kan du møde i Tvillingerne og Julemanden

Foto: Per Arnesen, TV 2

Lars Hjortshøj er tilbage i rollen som julemanden Nicolas, når TV 2 den 1. december har premiere på sin nye familiejulekalender ‘Tvillingerne og Julemanden’.

Sammen med sin kone Julie er han taget en tur til Aalborg, for at starte forberedelserne til julen. Men det går ikke helt som planlagt. I en gyde møder de den mystiske Dr. Scwartz, og det bliver starten på kampen om Lysets Sten. Heldigvis er tvillingerne Peter og Signe klar til at hjælpe Nicolas med at redde julen.

Nye bekendtskaber

Selvom ‘Tvillingerne og Julemanden’ er en fortsættelse til ‘Ludvig og Julemanden fra 2011’, er julekalenderen fuld af nye karakterer. Her kan du lære dem at kende, inden det hele går løs.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Nicolas (Lars Hjortshøj) er impulsiv, klodset og ofte uheldig. Han er meget konfliktsky, men også pligtopfyldende – især over for det arbejde han får i gårdbutikken på Klarupgaard, hvor tvillingerne Signe og Peter bor. Nicolas ønsker sig brændende at blive den rigtige julemand – uden kunstigt skæg. Men kampen om Lysets Sten er tæt på at blive en udfordring, der vokser ham over hovedet.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Tvillingerne Peter og Signe (Martin Hempel Barkholt og Marie Højgaard Andersen) har et tæt bånd til hinanden. De går ens klædt og kaldes af familien blot for ”tvillingerne”. Allerhelst vil de dog gerne opfattes som to forskellige individer. Peter er den kløgtigste, der altid kan finde på en god plan, mens Signe er den modigste og mest spontane.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Dr. Schwartz (Nikolaj Kopernikus) er et spøgelse, men når han tager sin amulet på, bliver han til et menneske. Dr. Schwartz er en dygtig videnskabsmand, som hader julen – men det er der nu en helt speciel grund til. Han har magiske evner, men han har ikke altid kontrol over, hvordan og hvornår han bruger dem.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Nanna (Lærke Winther) er mor til tvillingerne. Hun er dybt engageret i familiefirmaet, der tæller både en gårdbutik og et cateringfirma. Nanna forsøger at opdrage sine børn til at være fornuftige og ansvarlige. Hun er helt vild med sin mand, Anders, men kommer nogle gange til at love kunderne lidt mere, end han lige magter.

Anders (Casper Crump) er far til tvillingerne. Han arbejder som kok i familiens cateringfirma. Han kan lide at eksperimentere med smagsvarianter og går ikke på kompromis med råvarerne. Anders er åben, venlig og tror det bedste om andre. Han kan til tider blive lidt sentimental over, hvor hurtigt tiden går, og hvor hurtigt hans børn bliver store.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Regitze (Sarah-Sofie Boussnina) er Dr. Schwartz datter – og dygtige assistent. Hun lever som spøgelse i fyrtårnet. Men da hun får en amulet med livseliksir, bliver hun sendt ud i menneskenes verden for at vinde Nicolas’ tillid. Regitze har svært ved at kontrollere alle de følelser, der hører med til at være menneske, ikke mindst da hun bliver forelsket i tvillingernes storebror.

Foto: Per Arnesen, TV 2

William (Alex Høgh Andersen) er tvillingernes storebror på 17 år med ishockey som sin store hobby. For at lægge til lommepengene tager han et job i familiens gårdbutik. Her skal han til sin store overraskelse arbejde sammen med ekskæresten Emma, som han synes er ret irriterende. William forelsker sig dog ved første øjekast i Regitze, da hun søger job i gårdbutikken.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Julie (Camilla Bendix) er Nicolas’ kone. Hun er meget praktisk anlagt og afgjort den, der har styr på det hele. Nicolas står derfor en smule i skyggen af hende, men elsker hende selvfølgelig overalt på jorden. Julie elsker julen, Nicolas og deres liv sammen. Julie kommer dog på tværs af Dr. Schwartz’ planer, og det får alvorlige konsekvenser for hende.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Benz (Sigrid Husjord) er hushjælp i fyrtårnet hos Dr. Schwartz. I over 100 år har hun følt stor omsorg for Regitze og tjent sin herre lydigt, selv om hun ikke deler hans had mod julen. Benz er nemlig en rigtig juleelsker, men dette holder hun skjult for sin herre.

Foto: Per Arnesen, TV 2

Susanne Claus (Benedikte Hansen) er arkæolog og museumsinspektør ved stensamlingen i St. Restrup. Selv om hun bestiller et mad hos tvillingernes forældre, virker hun ikke umiddelbart særlig imødekommende overfor tvillingerne. Det skal vise sig, at hun bærer på adskillige hemmeligheder, og at hendes forhold til julen får afgørende indflydelse på opfyldelsen af Nicolas’ store drøm.

Optaget i Nordjylland

Ligesom ‘Ludvig og Julemanden’ er årets julekalender optaget i Nordjylland. Men Børglum Kloster er skiftet ud med en række nye locations.

Klarupgaard er det sted, hvor tvillingerne bor med deres familie. I virkeligheden er gården ejet af Knud og Lene Just. Gården ligger 12 kilometer øst for Aalborg. I december er der mulighed for at se nogle af julekalenderens kulisser på gården og besøge dens julebutik.

Hirtshals Fyr er den onde Dr. Schwartz’ tilholdssted. Fyrtårnet blev tændt første gang i 1863, og det er stadig i drift. Det er 35 meter højt og har en flammehøjde på 57 meter. Fyret er automatiseret og bliver drevet af Hirtshals Fyr Fond.

St. Restrup er det sted, hvor Susanne Claus bor og har sit stenmuseum. St. Restrup er en herregård fra 1314, der i dag fungerer som slotshotel med værelser, restaurant og konferencecenter. Under optagelserne til julekalenderen boede filmholdet her en stor del af tiden.

Thingbæk Kalkminer er brugt som location, der skal forestille hemmelige gange under Aalborg by. Thingbæk Kalkminer er et nedlagt mineområde, der ligger under Rold Skov.