Glansbilleder på julemærkerne

Illustration: Keith Bassford
Illustration: Keith Bassford

Den gamle julemand, englene og det strålende juletræ. Alle motiverne fra de klassiske glansbilleder er samlet på dette års julemærker.

Ideen opstod, da årets designer, Keith Bassford, var på besøg på museet Tidens Samling i Odense. Her stødte han på nogle kasser, der var fulde af gamle glansbilleder. Han tog kasserne med hjem, og 40 af glansbillederne blev nøje udvalgt og sat sammen til dette års nostalgiske julemærkeark.

Rutineret frimærkedesigner

Keith Bassford er udannet grafisk designer, og har siden 1970’erne tegnet motiver til adskillige frimærker over hele verden – blandt andet mere end 40 danske frimærker hos Post Danmark.

– Mit mangeårige arbejde med frimærker og design har givet en naturlig interesse for Julemærket, og jeg er meget glad for at designe et mærke, der er forbundet med en skøn tradition og samtidig bidrage til et vigtigt stykke hjælpearbejde, fortæller han.

Keith Bassford – årets julemærkekunstner   •   Foto: Finn Nygaard

Det 110. julemærke

Årets julemærke er nr. 110 i en ubrudt række. Det var postmester Einar Holbøll fra Købmagergades Postkontor, der fik ideen til at lave støttemærket i 1904. Dengang blev julemærket solgt for at hjælpe mod underernæring og tuberkulose blandt børn.

Der findes i dag fire julemærkehjem i Danmark. De hjælper ensomme, isolerede og udsatte børn til et bedre liv. Til trods for at ca. 700 børn hvert år får et gratis ophold på et Julemærkehjem, har Julemærkefonden i øjeblikket ca. 500 børn på venteliste.

Søg