Seertal: Julestjerner var et pletskud

Foto: Mike Kollöffel, DR

For kun anden gang i tv-historien er det DR, der vinder årets julekalenderkrig. 1.081.000 seere har hver aften fulgt med i ‘Julestjerner’. Det er en kvart million flere end TV 2 har haft til genudsendelsen af ‘Jul i Valhal’.

Succes for Wikke og Rasmussen

Mens TV 2 har haft over en million seere til deres julekalender utallige gange, så er det kun lykkedes DR én enkelt gang tidligere, at ramme millionen i den tid man har målt seertal (siden 1992). Derfor kan manuskriptforfatterne Wikke og Rasmussen godt være stolte over opbakningen til deres julekalender.

Sidst DR 1 havde en nyproduceret julekalender på plakaten var i 2009, hvor man sendte ‘Pagten’. Dengang fulgte 815.000 seere i gennemsnit med hver aften – et tal, som Julestjerner har slået med over 260.000 seere.

Jul i Valhal  •  Foto: Thomas Marott, TV 2

De nordiske guder indtager andenpladsen

Da ‘Jul i Valhal’ havde premiere på TV 2 i 2005, var julekalenderen med over 1,2 millioner seere den mest sete på tv i syv år. Et seertal, der ikke siden er blevet slået. I år har seertilslutningen dog været noget lavere.

836.000 seere har hver aften i gennemsnit fulgt Sofie og Jonas’ rejse ind i de gamle nordiske guders verden. Det er over 300.000 færre seere, end der fulgte sidste års TV 2-julekalender ‘Ludvig og Julemanden’. Seertallet ligger dog på niveau med genudsendelsen af ‘Jesus og Josefine’ i 2009, hvor 735.000 seere i gennemsnit så med.

The Julekalender  •  Foto: Steen Linde, TV 2

The Julekalender taber terræn

Også voksenjulekalenderen ‘The Julekalender’, der i år bliver sendt for tredje gang i træk, har haft en faldende seertilslutning. 244.000 seere har hver aften fulgt med i De Nattergales julekalender. Sidste år havde julekalenderen en gennemsnitlig seertilslutning på 444.000 seere.

Bamses Julerejse  •  Foto: Ulla Voigt, DR

Bamse og kommunalpolitik

På DR Ramasjang har genudsendelsen af den 16 år gamle julekalender ‘Bamses Julerejse’ i gennemsnit samlet 141.000 seere. Det er næsten dobbelt så mange, end som fulgte sidste års Ramasjang-julekalender ‘Hotel Krølle på Halenø, der oprindeligt var svensk.

På DR 2 har ‘Jul i Kommunen’ i gennemsnit tiltrukket 144.000 seere hver aften. Sidste års julekalender ‘Hjælp, det er jul!’ havde i gennemsnit 162.000 seere.

Jul i Kommunen  •  Foto: Henrik Frydkjær, DR

Seertal

Julestjerner DR 1 1.081.000
Jul i Valhal TV 2 836.000
The Julekalender TV 2 244.000
Bamses Julerejse DR Ramasjang 141.000
Jul i Kommunen DR 2 144.000

De mest sete julekalendere siden 1992

DR TV 2
1. Nissebanden i Grønland (1993)
1.136.000 seere
Andersens Julehemmelighed (1993)
1.650.000 seere
2. Julestjerner (2012)
1.081.000 seere
Alletiders Jul (1994)
1.383.000 seere
3. Jul i Gammelby (1994)
891.000 seere
Alletiders Nisse (1995)
1.344.000 seere
4. Nissebanden (1992)
851.000 seere
Skibet i Skilteskoven (1992)
1.313.000 seere
5. Nissebanden i Grønland (2011)
830.000 seere
Brødrene Mortensens Jul (1998)
1.267.000 seere
6.  Nissernes Ø (2008)
828.000 seere
Krummernes Jul (1996)
1.265.000 seere
7. Pagten (2009)
815.000 seere
Jul i Valhal (2005)
1.232.000 seere
8. Jul på Slottet (1998)
792.000 seere
Pyrus i Alletiders Eventyr (2000)
1.207.000 seere
9. Hallo, det er jul! (1995)
790.000 seere
The Julekalender (1994)
1.184.000 seere
10. Nissernes Ø (2003)
787.000 seere
Ludvig og Julemanden (2011)
1.186.000 seere

Kilde: Gallup Tv-meter, DR Medieforskning, TV 2 Kommunikation