TV 2 vil ikke lave en ny julekalender med Pyrus

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Selvom næsten en million danskere hver aften sidder klistet til skærmen, når Pyrus, Kandis og alle de andre karakterer fra Rigsarkivet toner frem på skærmen, så vil TV 2 ikke lave en ny, femte julekalender i serien.

Forfatteren bag de populære julekalendere, Martin Miehe-Renard, har ellers flere gange forsøgt at overtale TV 2 til at lave en ny julekalender med Pyrus, selvom det er ti år siden, at den seneste blev lavet. Det skriver B.T.

– Jeg vil gerne lave den, men TV 2 er ikke interesseret. Jeg tror, at de mener, den er outdatet. Men ser man på seertallene, så kan man undre sig over den udmelding, siger Martin Miehe-Renard til B.T.

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Vil flytte Pyrus ud af Rigsarkivet

Martin Miere-Renard forestiller sig dog ikke, at lave en ny julekalender med Pyrus, der fuldstændig ligner de fire andre. Han vil gerne gå nye veje med figuren.

– Jeg kunne godt tænke mig at flytte med Pyrus ud af Rigsarkivet. Ligesom det er sket i virkeligheden, så må det være spændende at se, hvordan en nisse kan jule-klare sig i de nye omgivelser. Og så kunne det være sjovt at se, om han rent faktisk kan surfe på nettet, fortæller han.

Skal kunne tåle et gensyn om ti år

Siden den første julekalender med Pyrus havde premiere i 1994, har nissen været en del af TV 2’s decemberflade med kun 2-3 års mellemrum. Men TV 2 vil ikke kaste sig ud i et nye eventyr med nissen.

– Det er ikke fordi, at vi ikke kan lide Pyrus på TV 2, vi kan rigtig godt lide ham. Vi har bare ikke fået en historie endnu, som vil kunne tåle et gensyn om ti år. Det skal den kunne, siger TV 2’s programchef Keld Reinicke til B.T.