Steno raser: DR 2-chef har lavet om i julekalender

Marek Bican, DR

Den nye julekalender for voksne på DR 2 ‘Steno og Stilling’ er slet ikke blevet, som tilrettelæggeren Torben Steno oprindeligt havde tænkt sig.

Imod hans ønske har DR 2’s kanalchef Arne Notkin nemlig ændret i introen til de 24 afsnit, så programmet ifølge ham ikke længere giver mening. Det skriver Jyllands-Posten

– Jeg lavede en lille forret, som skulle virke spændende. Den censurerede Arne Notkin, og han kogte spaghetti og hældte en masse ketchup ud over. Det kan alle jo æde, men desværre kan ingen rigtig lide det, siger Torben Steno til Jyllands-Posten.

Mere neutral ordlyd

Hele ideen med julekalenderen er ifølge Torben Steno at sætte fokus på, at  Danmark som nation i dag fremstår rådvild og kulturel fattig. Derfor er han sammen med kunstneren Ken André Stilling taget på en gendannelsesrejse rundt til nogle af landets monumenter og mindesmærker.

Introen skulle lyde som en hvervekampange fra 1930’erne med storladen underlægningsmusik og slagskraftige gloser. Men DR 2’s kanalchef ville hellere have en mere neutral tone i introen.

– Arne Notkin kunne aldrig sige, hvad han ville have. Kun hvad han ikke ville have, og så ville han bestemme. Hans intro hænger godt nok ikke sammen med ånden i programmerne, og den passer heller ikke til musikken, eller den speakerstemme, som indgår i udsendelserne, siger Torben Steno til Jyllands-Posten, og fortsætter:

– Her sidder der i dag en utilregnelig kanalchef og detailregulerer med en amatørs indgangsvinkel, en mand, der er angst over for kunst og poesi.

DR skal kunne stå inde for programmet

Arne Notkin har ikke villet svare på Torben Stenos beskyldninger overfor Jyllands-Posten. I stedet har DR’s mediedirektør, Mikael Kamber, svaret på kritikken:

– Vi viser ikke noget, vi ikke kan stå inde for. Det sker ind i mellem, at samarbejdspartnere er uenige med os, men det er os, der bærer ansvaret for det, der bliver sendt. Derfor skal vi kunne stå inde for programmerne. Sådan er det bare, siger han til Jyllands-Posten.

Torben Stenos intro

Introen skal oplæses med patos af en stemme fra 30’erne med storladen underlægningsmusik, som var det en hvervekampagne

Omtrent hver eneste dag går du forbi et af Danmarks mere end 11.000 monumenter. Men hvor tit stopper du op for at se på hvad de fortæller om dit lands historie? Det har 51-årige Torben Steno besluttet for at gøre.

Det at være dansk er blevet et individuelt og diffust begreb uden forankring og bevidsthed om de begivenheder og personer, der har formet nationen.

Derfor er Steno sammen med den 64-årige maler og billedhugger Ken André Stilling taget på en gendannelsesrejse til nogen af de kulturelle hjørnesten i det fædreland, der i dag fremstår rådvildt og pauvert rustet til den truende fremtid.

Tiden kalder stærkt til mobilisering af alle gode kræfter i en sag, der overskygger alle andre, nemlig nationens frelse gennem usikre vande.

Så spørg ikke længere hvad Danmark kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for Danmark? Det spørgsmål har i hvert fald Steno tænkt sig at besvare Juleaften.

Arne Notkins intro

Introen bliver læst med nutidig speakerstemmer

Danmark har mere end 11.000 monumenter og mindesmærker. Du går sikkert forbi et af dem hver eneste dag uden at vide, hvorfor det står der. Hvilken person eller skelsættende begivenhed, det skal minde os om.

Journalisten og musikeren Torben Steno er taget på rejse rundt i fædrelandet. Med sig har han maleren og billedhuggeren Ken André Stilling.

Sammen vil Steno og Stilling kigge på, hvad monumenterne fortæller os om Danmarks triumfer og tragedier.