TV 2 genudsender Pyrus i Alletiders Eventyr

Foto: Søren Hartvig, TV 2

Årets familiejulekalender på TV 2 bliver et gensyn med den fjerde og sidste kalender i serien om Pyrus – ‘Alletiders Eventyr’ – fra år 2000.

Siden 2004 er de tre forudgående julekalendere om Pyrus også blevet genudsendt, og nu bliver ringen så sluttet.

‘Pyrus i Alletiders Eventyr’ er speciel, da den indeholder sekvenser optaget med et 3D-kamera. Med den trykte julekalender følger et par 3D-briller, som man hver aften kan bruge til at se fem minutter af dagens episode i 3D med.

Rollerne i julekalenderen bliver spillet af blandt andre Jan Linnebjerg, Paul Hüttel, Jesper Klein, Christiane Bjørg Nielsen, Søren Østergaard og Jeanne Boel. Den er skrevet og instrueret af Martin Miehe-Renard.

Foto: Søren Hartvig, TV 2

To tvillinger vender op og ned på det hele

I ‘Alletiders Eventyr’ kommer Pyrus, Kandis og Gyldengrød på en rejse gennem folkeeventyrernes historie. Pyrus har nemlig igen dummet sig, og er kommet til at blande alle eventyrerne sammen til én gang rod og uorden.

Samtidig får nisserne besøg af de to tvillinger Milly og Molly. Josefine har lovet at passe dem, men da Bertramsen igen har fået en stor og vigtig opgave af Kongehuset, overlader hun det i stedet til nisserne at tage sig af dem.

Julekalender fra Børglum Kloster i 2011

Mens året julekalender på både DR 1 og TV 2 er genudsendelser, så er TV 2 klar med en ny julekalender til næste år. Julekalender kommer til at foregå på det gamle Børglum Kloster i Nordjylland, og det er det århusianske produktionsselskab Deluca Film, der kommer til at lave den.