Absalons Hemmelighed bliver DR’s julekalender 2010

Absalons Hemmelighed
Foto: Mike Kolöffel, DR

Årets julekalender på DR 1 bliver et gensyn med ‘Absalons Hemmelighed’ fra 2006. Det er første gang at eventyret om Cecilie og Huberts jagt efter biskop Absalons mystiske hemmelighed bliver genudsendt.

Julekalenderen er skrevet af Maya Ilsøe, der også skrev manuskriptet til ‘Pagten’, der blev sendt på DR 1 sidste år. Den er produceret af DR’s dramaredaktion, og sendetidspunktet bliver i lighed med tidligere år klokken 19.30 om aftenen.

Rollerne i ‘Absalons Hemmelighed’ bliver spillet af blandt andre Sarah Juel Werner, Ellen Hillingsø, Henrik Prip, Sarah Broberg, Claus Bue, Ali Kazim, Mikkel Vadsholt og Gustav Hintze.

Den er instrueret af Morten Køhlert, Trine Piil og Malene Vilstrup, og titelmelodien ‘Drømte mig en drøm’ bliver sunget af Dicte.

Absalons Hemmelighed
Foto: Mike Kolöffel, DR

En mystisk kraft

‘Absalons Hemmelighed’ handler om pigen Cecilie, der er vild med arkæologi. Hun bor sammen med sin familie på toppen af et stormagasin, hvor hendes far er direktør.

Hendes 8-årige lillesøster Ida har dårligt hjerte og er meget svag, men lægerne kan ikke helbrede hende. Det eneste der kan redde hende er et mirakel.

På et tidspunkt møder hun drengen Hubert, der kender til en mystisk kraft, kaldet: Absalons Hemmelighed. Måske kan kraften gøre Ida rask.

Cecilie og Hubert forsøger at finde frem til hemmeligheden, men de bliver forhindret af arkæologen Petra og butiksvagten Amir, der selv prøver at finde hemmeligheden.

Absalons Hemmelighed
Foto: Mike Kolöffel, DR

Flere julekalendere

Udover ‘Absalons Hemmelighed’ sender DR også to mindre julekalenderproduktioner for de mindste børn på DR 1 og DR Ramasjang. Nærmere information om dem kommer til oktober. Og så har DR 2 premiere på en ny julekalender for voksne ‘Steno og Stilling’.

Derudover er DR 1 i fuld gang med at producere en ny familiejulekalender, der skal vises i 2012. Den bliver skrevet af Michael Wikke og Steen Rasmussen, der blandt andet er kendt for film som ‘Hannibal og Jerry’, ‘Flyvende Farmor’ og ‘Der var engang en dreng, som fik en lillesøster med vinger’.

Søg