Jul og grønne skove

Foto: Bent Paulsen. DR

Handling

Poul og Nulle er på jagt efter at finde den ægte julemand. Poul er journalisten, der vil have et eksklusivt interview, mens Nulle er julemandsekspert.

Midt i deres søgen falder de dog ned i et hul i jorden og lander i en mystisk hule. De prøver desperat at finde ud af hulen igen – uden held.

Nede i huen oplever de mange sære ting. Blandt andet møder de en hulemand, en orm med to hoveder og nogle hekse.

Med sig ned i den underjordiske hule har Poul og Nulle medbragt et ‘kuglekamera’, som de hver dag bruger til at sende direkte fjernsyn fra til hele landet. De modtager breve fra seerne, og trækker lod blandt de indsendte hilsner om ‘sjældne jordfund’.

Mumidalen 1973
Foto: SVT

Som en del af programmet viser de også serien ‘Mumidalen’, der handler om livet blandt mumitroldene og deres venner i Finland.

Serien er en svensk julekalender, der oprindeligt blev lavet for SVT i 1973. Den er baseret på de finske forfattere Tove og Lars Jassons mange bøger om Mumitroldene.

Medvirkende

Poul: Poul Nesgaard
Nulle: Elith Nykjær
Fru Kaisen: Jessie Rindom
Professor Svantevit: Flemming Quist Møller
Professor Svantevits assistent: Christian Sievert
Hulemand: Svend Jørgensen
Telefonovermontør: Frede ‘Fup’ Norbrink
Kabellægger: Bent ‘Bibo’ Nykjær Jørgensen
Kabellægger: Allan Olsen
Speaker fra Tv-Byen: Anne Jerichow

Tilrettelæggelse: Poul Nesgaard, Elith Nykjær, Anette Pilmark og Mette Lage

Dukkefører: Lene Asser Jensen

Produktion: DR

Sendt i tv

1980, DR

Den dårligste julekalender nogensinde

‘Jul og grønne skove’ blev udsat for massiv kritik, da den løb over skærmen i december 1980. Siden har mange kaldt serien for ‘den dårligste julekalender nogensinde’.

Kritikerne mente blandt andet, at julekalenderen var for underlig og uhyggelig til et børnepublikum, og at den nærmest forsøgte at sprede anti-julestemning.

Helt galt gik det den 21. december, da hulemanden “kom til” at lægge en jakke over kuglekameraet, og signalet til hulen forsvandt. I otte minutter var der sort skærm, indtil aftenens afsnit sluttede.

Det medførte så mange klager, at chefen for Børne- og Ungdomsafdelingen, Mogens Vemmer, næste dag måtte undskylde episoden i TV-Avisen. Poul og Nulle selv gav nemlig ikke interviews i hele december, da de gerne ville have børnene til at tro, at de virkelig var havnet i en hule under jorden.

Nødløsning

I sin erindringsbog ‘Fjernsyn for dig – 50 år med verdens værste seere’ fortæller Mogens Vemmer, at julekalenderen var en nødløsning, der først blev planlagt i august 1980 – fire måneder før den skulle sendes.

Oprindeligt havde man forhandlet med Preben Kaas og Svend Kragh-Jacobsen om at de skulle lave en julekalender, men de planer gik i vasken. Poul og Nulle, der i forvejen var kendt for deres eksperimenterende programmer i ‘Ungdomsredaktionen’ blev i stedet bedt om at lave en rammefortælling til den indkøbte svenske julekalender om Mumitroldene.

Julekalenderen blev sendt næsten direkte. Optagelserne af hvert afsnit foregik samme dag, som julekalenderen skulle sendes i fjernsynet.

Halvdelen er væk

Der eksisterer i dag kun 12 afsnit af julekalenderen i DR’s arkiver. Resten er blevet slettet. I december 2016 gik Anders Lund Madsen på jagt efter at finde de resterende afsnit af serien i radiojulekalenderen ‘Hullet i Julen’ på P1 – dog uden held.

Frede ‘Fup’ Norbrink, der spiller en rolle som telefonmontør i ‘Jul og grønne skove’, havde i 1980 købt en vhs-maskine og optaget alle 24 afsnit. Men en dag modtag han et opkald fra en ansat i DR, der gerne ville låne båndene, så de kunne blive vist ved en intern fest i DR. Båndene blev sendt afsted med en taxi, og siden har de været pist væk.

De 12 bevarede afsnit kan ses på DR Bonanza.

Genopført på Det Kongelige Teater

I 2007 besluttede Det Kongelige Teater at lave en genopførsel af ‘Jul og grønne skove’ på de skrå brædder med Nikolai Kopernikus og Benjamin Boe Rasmussen i rollerne som Poul og Nulle.

Julekalendere

Seneste nyheder

Søg