Denne julekalender er lavet i forlængelse af programserien Kikkassen med Ingrid og Lillebror.

Handling

I julekalenderen er Ingrid og dukken Lillebror flyttet ud af Kikkassen og ind i Julekalenderstuen. Her tæller de dagene til juleaften, mens de laver konfekt, julepynt, bager kager, læser historier og leger.

Der bliver dog også tid til at kigge tilbage på de tidligere års julekalendere. Ingrid og Lillebror får blandt andet besøg af både dukker og skuespillere fra tidligere julekalendere, og de viser masser af filmklip.

Juleaften danser de rundt om juletræet med Jens og Rie fra ‘De to i Ledvogterhuset’ og samtlige dukker, der har været med i DR’s julekalendere i årenes løb.

Vidste du, at?

‘Hos Ingrid og Lillebror’ var den første julekalender i farver på dansk tv.

Produktionsselskab: DR

Vist på tv: 1971