1980’erne: Julekalenderen bliver for hele familien

I 1979 nåede produktionen af tv-julekalendere igen et nyt niveau. Sendetiden blev udvidet fra 15 minutter til en halv time, og dukkerne blev skiftet ud med levende skuespillere.

Det sås første gang i Jul i Gammelby, der blev optaget i Den Gamle By i Aarhus. Det var en ansat ved DR’s Provinsafdeling der fik ideen til julekalenderen. Tv-julekalenderen begyndte efterhånden ikke kun at være en børneudsendelse, men i høj grad en tv-serie, som hele familien var samlet omkring.

Jul i Gammelby, 1979   •   Foto: DR

Op gennem 1980’erne blev det til mange store julekalendersucceser fra DR’s hånd. I 1984 skabte Flemming Jensen ‘Nissebanden’, der var på hemmelig mission for at finde julemandens forsvundne humør. Også her var der replikker i løbet af kalenderen, der tydeligt var henvendt mod de voksne.

Nissebanden, 1984   •   Foto: Valdemar Vedel, DR

To år senere var det igen DR’s provinsafdeling, der skabte en gigantisk succes – ‘Jul på Slottet’. Serien havde et budget på 12 millioner kroner, og var derfor den hidtil dyreste julekalender nogensinde. Men pengene var godt givet ud.

Et billede på julekalenderens popularitet var skuespilleren Jens Zacho Böye, der spillede rollen som den unge prins Valentin. Han blev nærmest dyrket som en ‘rockstjerne’ i 1986. Trappestenen foran hans hus blev belejret af kvindelig fans, og han modtog over 8.000 fanbreve i løbet december fra piger, der ville i kontakt med ‘prinsen på den hvide hest’.

Bag julekalenderen stod forfatteren Martin Miehe-Renard, og han skulle senere blive en meget stor julekalenderforfatter med mange suceer i bagagen.

Jul på Slottet, 1986   •   Foto: Klaus Kurup, DR

Den dårligste julekalender nogensinde

DR’s julekalendere var dog ikke altid den ene succes efter den anden. Der var også enkelte smutte. Værst gik det i 1980, hvor DR sendte ‘Jul og grønne skove’ med Poul og Nulle. En julekalender som mange senere har kaldt den dårligste nogensinde.

Poul og Nulle var i forvejen kendt for at lave meget eksperimenterende tv. Men at lave en juleserie for børn med uhyggelige væsner, underlige dialoger og slet ingenting om jul, var lige over grænsen for børnefamilierne, der året for inden var blevet præsenteret for den hyggelige Jul i Gammelby.

Helt galt gik det den 21. december, da hulemanden ‘kom til’ at lægge en jakke over kuglekameraet, og signalet til hulen forsvandt. I otte minutter var der ’sort skærm’, indtil aftenens afsnit sluttede.

Det medførte så mange klager, at chefen for Børne- og Ungdomsafdelingen, Mogens Vemmer, næste dag måtte undskylde episoden i TV-Avisen.

Jul og grønne skove, 1980   •   Foto: Bent Paulsen, DR

Nissebanden drager til Grønland

1980’erne sluttede med manér, da Nissebanden i Grønland i 1989 løb over skærmen. Julekalenderen blev optaget delvist i Grønland og i Danmark, og derfor blev der igen sat ny rekord for julekalenderens budget.

Nissebanden i Grønland, 1989   •   Foto: Preben Trunshøj, DR