1    2    3    4    5    6    7

1950’erne: Radiojulekalenderen skabes

I 1957 blev julekalenderkonceptet oversat til radio. Det skete i Sverige, hvor der hver morgen fra den 1. til den 24. december blev sendt et 5 minutter langt radioprogram med titlen ‘Barnens Adventskalender’ (Børnenes Julekalender).

Ideen kom fra radioværten Rolf Bergström. Under et besøg i en bogbutik havde han mødt en pigespejder, der solgte julekalendere, og herefter fik han lyt til at prøve at lave en radioserie i samme koncept.

I programmet snakkede han hver dag med en gruppe børn om jul og juletraditioner, sang julesange og åbnede dagens låge i en julekalender. Samtidig kunne de børn, der lyttede med, “åbne” den samme låge i deres egen julekalender. Det foregik dog på en lidt anden måde end i dag.

Barnens Julkalender, 1957   •   Foto: SVT

Hver uge udgav Sveriges Radio en trykt avis, der indeholdt oversigten over næste uges radio- og tv-programmer. I slutningen af november fulgte der et sort-hvidt billede af et juletræ med avisen. Juletræet havde 24 nummererede kasser.

I de efterfølgende udgaver var der hver uge syv nye små billeder med avisen, som man kunne klippe ud og klistre fast på juletræet. På den måde kom billedet til at ligne den julekalender, de åbnede i radioen.

Julbestyr på en bondgård, 1958   •   Foto: SVT

Allerede året efter kunne man dog købe en ”rigtig” julekalender med 24 låger i forbindelse med radiojulekalenderen. Dette år hed julekalenderen ‘Julbestyr på en bondgård’. Det var en fortsat historie i 24 afsnit – præcis som vi kender det fra nutidens radio- og tv-julekalendere. Radiojulekalenderne blev et stort hit i Sverige – og en ny tradition var født.

Julekalenderen kommer på tv

I 1960 kom den første julekalender på tv. Den hed Titteliture, og handlede om en lille pige, der hver dag åbnede en dør i et kalenderhus. Bag døren gemte der sig enten en gæst, en leg eller en gåde.

Herefter var der både julekalender i radio og tv hvert år. Nogle gange var julekalenderen den samme i både radio og tv – men oftest var det to forskellige serier.

Foto: SVT

1    2    3    4    5    6    7