1900-1930: De første julekalendere

Den første masseproducerede trykte julekalender blev lavet i år 1903 i München af forlaget Reichhold & Lang. Julekalenderens titel var ‘Im Lande des Christkinds’ (I Jesusbarnets land), og den havde religiøse motiver af blandt andet engle.

Julekalenderen bestod af to ark. Et ark med 24 billeder og et ark med 24 vers. Tanken var, at man først skulle læse det eftertænksomme vers, og derefter klippe dagens billede ud og lime det ovenpå verset.

Im Lande des Christkinds, 1903

Den ene af forlagets ejere, Gerhard Lang, havde fået ideen til julekalenderen fra sit eget barndomshjem. Hans mor havde bagt 24 kager i dagene op til december, som hun havde givet numre og hængt op på et stykke stof. Hver dag i december måtte han spise en kage indtil det blev jul.

I 1920 introducerede Gerhard Lang den julekalender, vi kender i dag. To ark, der er limet sammen med 24 nummererede ‘låger’, som man skal åbne i løbet af december.

Firmaet nåede at lave mindst 30 forskellige julekalenderdesigns, inden det stoppede produktionen i 1930’erne. Flere andre firmaer begyndte dog også at producere julekalendere, da ideen ikke var beskyttet af patent.

De første danske julekalender blev lavet i begyndelsen af 1930’erne. Èn af de første danske kalendere, der minder om Gerhard Langs lågekalendere, blev produceret på Chr. Olsens Kunstforlag i København omkring år 1932/1933.

Foto: Den Gamle By

1940’erne: Julekalenderen kommer til USA

Efter Anden Verdenskrig begyndte især én mand, Richard Sellmer fra Stuttgart, at gøre julekalenderen populær, ikke bare i Tyskland, men over hele verden. Det var ham, der begyndte at eksportere og markedsføre julekalenderen i USA via hans forlag Richard Sellmer Verlag.

Richard Sellmer, 1946

Den første julekalender fra forlaget hed ‘Die Kleine Stadt’ (Den Lille By). Richard Sellmer Verlag eksisterer stadig i dag, og producerer hvert år over en million julekalendere, der sælges over hele verden.

Die Kleine Stadt, 1946