Den Hemmelige Tunnel

Foto: Saks Film

Handling

På Sprogø bor tunnelmester Mortensen med sine to børn Katrine og Mikkel. Hans officielle opgave er at sørge for at togtrafikken glider uforstyrret gennem den nygravede tunnel under Storebælt, men samtidig arbejder han på et tophemmeligt projekt.

Inden den 24. december skal han grave en ny tunnel under Storebælt, der skal kunne fragte travle forretningsfolk mellem Fyn og Sjælland på bare17 sekunder.

Larmen fra tunnelboringen er dog til stor gene for nizzerne, der bor i en hemmelig hule under Sprogø. De kan ikke falde i søvn, og de har kun 23 dage tilbage at være vågne i, inden de bliver til støv. De gør derfor alt hvad de kan for at forhindre boringerne, og sender blandt andet bud efter agentnizzen 00Z.

Samtidig har Katrine og Mikkel fået nys om, at der ligger en hemmelig skat begravet under Sprogø. De går i gang med at lede efter skatten, men de to jyske skrothandlere Frantz og Zigurd er også på jagt efter guldet.

Medvirkende

Tunnelchef Mortensen: Morten Suurballe
Katrine: Christa Bendell
Mikkel: Ras Køllgaard
Hizze: René Benjamin Hansen
Bizze: Nikolaj Kopernikus
Nizze: Lars Lippert
Kizze: Sofie Stougaard
Professor Stjamp: Holger Juul Hansen
Ida: Iben Hjele
Frantz: John Batz
Sigurd: Niels Ellegaard
Zandra, PC-stemme: Mette Kolding
Mortensens chef: Axel Strøbye

Manuskript: Bjarne O. Henriksen, Gunnar Geertsen, Jannik Fuglsang og René Vase

Instruktion: Esben Høilund Carlsen

Musik: Kim Bækgaard og Gunnar Geertsen

Produktion: Saks Film

Sendt i tv

1997, DR 1

Foto: Saks Film

Julekalender med duft

‘Den Hemmelige Tunnel’ var en såkaldt julekalender med duft. I hvert afsnit kunne seerne ved hjælp af en lågekalender få en fornemmelse af, hvordan der duftede i en given scene. Når et særligt symbol kom frem på skærmen, skulle man åbne dagens låge og gnide på den. Så kunne man dufte dagens duft.

‘Den Hemmelige Tunnel’ var ikke DR’s officielle U-landskalender i 1997, da den bevægede sig i et grænseland mellem en børne- og en voksenjulekalender, og derfor blev lågekalenderen solgt særskilt i forskellige supermarkeder.

Julekalendere

Seneste nyheder

Søg